Mit navn er Lotte, og jeg er under uddannelse til zoneterapeut og akupunktør.

Fælles for mit valg af uddannelser er, at de begge er sammensat på en sådan måde, at de integrerer den østlige/alternative medicin med den vestlige/konventionelle medicin, der, for mig, giver den bedste mening, da vi jo netop lever og ånder i den vestlige verdens klima og miljø – herunder udlever den vestlige livsstil på godt og ondt.

Jeg har stor tiltro til og respekt for den vestlige/konventionelle måde at behandle på, men jeg har også erfaret, at man kan opnå en langt større og mere gunstig effekt ved evt. at kombinere de to behandlingsformer og filosofier.

Erfaringsmæssigt har jeg forskellige uddannelser bag mig – både indenfor social og sundhed, terapi og sågar butiksverdenen. Sammenholdt retter de dog i sidste ende fokus mod det hele menneske, og jeg har således en bred viden om krop, sind og ånd.

Ydermere har jeg mange personlige erfaringer med i i livets rygsæk, der har givet mig en visdom, ballast og bevidsthed i forhold til mange af de udfordringer, vi kan bøvle med som mennesker.

Jeg har rejst en del i Østen, ad flere omgange, hvor jeg nysgerrigt har studeret og lagt krop til den kinesiske tankegang og medicin, og jeg er hver gang kommet hjem som et mere oplyst menneske.

Min tilgang til dig er holistisk, hvilket vil sige, at jeg har fokus på hele dig – altså din krop, dit sind og din ånd, hvilke, for mig, er uadskillelige enheder, der konstant påvirkes indbyrdes af hinandens balancetilstand.

Jeg arbejder altså med helheden i stedet for enkelte, isolerede organer, funktioner eller tankemønstre, og min behandling har til formål at skabe mere ro og balance i din krop og sind.

Min overbevisning er, at alting hænger sammen, og hvis ikke i et fysisk kredsløb så i et energetisk og universelt. Det du tænker, føler og handler, afspejles derfor som en direkte konsekvens i din krop og sind, og dit liv og helbred vil derfor forme sig derefter.

Du behøver ikke at have de samme overbevisninger som mig for at få gavn af zoneterapi og akupunktur, da overbevisningen, for nogen, kan virke en smule langhåret. Det vigtigste er, at du er åben og nysgerrig, da din krop og dit sind derved bliver mere modtagelig overfor min behandling.

Jeg både behandler, stimulerer og forebygger, som en slags motion af dine organer, hvilket sikrer, at de hele tiden fungerer optimalt og i balance med hinanden.

Jeg glæder mig rigtig meget til at byde dig velkommen i min hyggelige lille hjemmeklinik, hvor du vil blive mødt i et kærligt, trygt og nærværende rum, hvor vi sammen vil arbejde på at løse dine problematikker bedst muligt.